Bonde-danse til det gamle landbrug
21
Slegfredsbarn = uægte barn
Dvs.
barnets mor var ikke gift. I nogle kirkebøger ser man
disse syndens børn placeret helt for sig, for at de ligesom ikke
skal besmitte
de ægte børn. Betegnelsen uægte børn havde
Danmark i lovgivningen frem til
1937. Det uægte fulgte det uskyldige barn fra vugge til grav.
Skulle nogen i
sognet have glemt det, ja så blev det fx repeteret ved
konfirmationen, også
selv om mor og far var blevet gift kort tid efter fødslen.
På grund af
vanskeligheder med at se det uægte ved de her nyfødte
børn brugte præsten i fx
Han Herred at kalde dem slegfredsbørn.
For slegfredsbørn gjaldt 10 måneders reglen.
Præsten skulle
ved dåb af et barn af en ugift mor have oplyst og skrive i
kirkebogen hvor
moren var blevet besvangret, altså hvilket sogn moren havde
opholdt sig i på
10-ende måneden før fødslen. Thi dette sogn
tilhørte barnet med dets udgifter,
hvis og når moren ikke kunne klare at forsørge det. I et
patriarkalsk samfund
er det ikke hvor kvinden efter 9 måneders (skamfuld) graviditet
føder barnet
der betyder noget men hvor manden har sået sæden.
Så nogle uger eller år efter fødslen kunne et
sådan barn (fx
på grund af sygdom eller ændrede arbejdsforhold hos moren)
blive sendt (væk fra
hende) til et helt andet sogn, til barnets "hjemsogn" og der blive
overdraget til pleje hos billigste tilbud. Det kunne blive en hjemtur
gennem
flere sogne, for at ende i et fattigt hus på en middelmådig
hede (fx hos mine
tiptipoldeforældre).